• »Hvad er klokken?« spurgte gerningsmanden før den modbydelige Bøtø-forbrydelse. 25 år senere trådte en mistænkt ind i retten med stok og sixpence

    ソース: BDK Borsnyt / 19 12 2024 08:22:47   America/New_York

    De har ledt efter ham siden 1999. Siden den sommerdag 4. august, hvor en 11-årig pige forsvandt fra sin mor og bror på en strand på Sydfalster, blev truet ind i en skov, voldtaget og forsøgt kvalt. Trods flere hundrede vidneafhøringer, 200 dna-prøver og en fantomtegning af gerningsmanden er det ikke lykkedes at finde gerningsmanden i alle de år. Måske er det nu. Rundt om i landet har mange talt om den uhyggelige sag i årevis, og nu er den igen blevet topaktuel, da politiet har anholdt og sigtet en 56-årig mand. Torsdag blev den gråskæggede mand fremstillet i grundlovsforhør, og da han trådte ind i salen, gik han ifølge Folketidende, der var til stede, med en stok og var iført briller og sixpence. Det var et gammelt bevis, der fik politiet på sporet af den 56-årige, som ifølge det lokale medie blev anholdt på Falster onsdag formiddag. Ved hjælp af ny teknologi blev dna'et, der blev fundet på pigen for 25 år siden, krydstjekket med politiets register. Der var et match. Ikke med manden, de endte med at anholde, men med et af den anholdtes familiemedlemmer, hvilket gav mulighed for at snevre efterforskningen ind. Offer stod frem i interview I 2015 stod pigen, der nu er blevet voksen, frem med sin historie i et interview med »Station 2« på TV 2. Her opfordrede hun folk til at henvende sig til politiet, hvis de havde oplysninger i sagen. »Jeg hader den mand overalt på jorden. Han har gjort mit liv til et helvede. Han skal have sin straf,« sagde hun dengang. Flere henvendte sig, men der kom intet gennembrud. Ikke før nu. Det dna, der blev fundet på pigen, menes at kunne stamme fra gerningsmanden og er nu muligvis blevet nøglen til at lirke den fastlåste sag op. Prøven har tidligere været analyseret, oplyser Sydsjælland- og Lolland Falsters Politi til TV 2. Siden 1999 har man holdt dna-prøven op mod politiets registrer, men det var først i efteråret 2024, at muligheden for såkaldt slægtskabssøgning, opstod, siger vicepolitiinspektør Rune Dahl Nilsson. Med slægtskabssøgning kan man ikke alene finder dna-profiler, der 1:1 matcher dem, der står i politiets database. Det vil også bone ud, hvis man finder et match til en nær slægtning. Det er netop det, der er sket i denne sag. Det er uklart, hvem af den anholdtes slægtninge der befandt sig i politiets register. Da den 56-årige i går blev anholdt, tog politiet en direkte prøve fra ham – et såkaldt mundskrab – som blev holdt op mod prøven, der blev fundet på pigen. Match. Selv nægter den anholdte sig skyldig, skriver Ekstra Bladet, der var til stede i retten, da sigtelsen mod ham blev næst højt. Han nægter sig skyldig i at have taget kontakt til pigen med spørgsmålet: »Hvad er klokken?«. Og han nægter sig skyldig i – som Ekstra Bladet beskriver det – ved hjælp af en pistollignende genstand at have truet hende væk fra stranden og ind i en skov, hvor han ifølge politiets opfattelse tvang hende til at tage sit tøj af. Også den værste del af forbrydelsen nægter han. Nemlig at han derefter voldtog hende og kvalte hende, så hun til sidst mistede bevidstheden. Uopklarede pige- og kvindedrab Metoden, der ledte politiet på sporet af den formodede gerningsmand, bliver beskrevet som »ny«. Det er dog ikke første gang, at den har været i brug. Sidste år kunne Københavns Politi pludselig meddele, at de havde et gennembrud i sagen om det bestialske drab på 23-årige Hanne With. Her var det også politiets dna-register, der blev nøglen gennembruddet i drabssagen fra 1990. Politiet håber at kunne bruge forbedrede dna-teknikker til at løse flere gamle sager. I forbindelse med retssagen om blandt andet drabet på Emilie Meng tog dna-jæger og professor Eske Willerslev teknikker i brug, der er helt nye i dansk retssammenhæng, for at finde dna fra gerningsmanden på Emilie Mengs bukser. Beviset var ikke afgørende, slog Retten i Næstved fast, da hammeren faldt over Philip Patrick Westh, men det spillede ind. Også i sagen om drabet på syvårige Roujan Ismaeels på Nørrebro, der i 1995 blev fundet død i en lyskasse tæt på sit hjem, har dna for nylig spillet en afgørende rolle i at opklare sagen. I mange år fandt retsgenetikere ifølge drabschef Brian Belling kun dna fra pigen selv i de spor, der var samlet ind. »Men i slutningen af 2023 viste en undersøgelse en blandingsprofil, hvor der er kvindeligt dna, der stammer fra Roujan, og mandligt dna i prøver på det tøj, hun blev fundet i,« sagde drabschefen ved et pressemøde i sommer. Det lykkedes at isolere det mandlige dna og lave en y-kromosomal dna-profil. Det nye fund blev holdt op mod dna fra en person, der tidligere havde været mistænkt i sagen, og som politiet havde anholdt i forbindelse med en anden forbrydelse. Da gennembruddet fandt sted, var manden dog død. Pensioneret efterforsker ånder lettet op Tilbage i Retten i Nykøbing Falster sad den nu pensionerede politichef Bent Jørgensen ifølge Ekstra Bladet på tilhørerrækkerne, da den 56-årige blev ført ind. Igennem adskillige år har han forsøgt at få sagen opklaret, men – tydeligvis – uden held. I dag kunne han ånde lettet op, har han fortalt til TV2 Øst. Og det er en følelse, han ikke er alene om. Lokalmediet har også talt med Jesper Tang, der har en butik ud til Bøtø Strand, hvor forbrydelsen fandt sted. Han kalder det en »kæmpeforløsning«. »Det er en sag, man er blevet mindet om mange gange, siden det skete. Og man gik da også og tænkte på, om han mon kunne finde på at slå til igen,« siger Jesper Tang. Jesper Tang var 26 år, dengang forbrydelsen fandt sted, og husker også, hvor meget sagen fyldte dengang. Det samme gør politiet. Sager som den fra Bøtø bliver aldrig glemt, påpeger vicepolitiinspektør Rune Dahl Nilsson. »Hverken af de pårørende eller af politiet, hvilket denne sag med al tydelighed viser,« sagde han, da anholdelsen blev meldt ud. Den 56-årige er ifølge Folketidende blevet varetægtsfængslet frem til 13. januar. https://www.berlingske.dk/indland/hvad-er-klokken-spurgte-gerningsmanden-foer-den-modbydelige-boetoe
シェアする